Sivesgaard

Dynamic Movement

Vi er skabt til at kunne bevæge kroppen frit, men gennem det levede liv med mentale og fysiske udfordringer opstår muskelspændinger og/eller forkortet væv, som kan gøre bevægelser  besværlige, energikrævende eller endog smertefulde.

Dynamic Movement er et træningskoncept, som har til formål at skabe naturlig bevægelighed og tilstrækkelig muskelkraft i HELE kroppen samt øge din kropsbevidsthed.

Undervisningen indeholder dynamisk bevægeligheds- og muskeludholdenhedstræning til musik og med øvelser, som formentlig både ligner og er anderledes end dem, du er stødt på i andre træningssammenhænge. Den sidste del af træningen består af stræk og afspænding.

Alle kan være med uanset alder, køn og træningserfaring – og der er garanti for, at du kommer til at mærke dig selv på en ny måde og oplever forandringer for hver gang, du deltager! 100 minutter kan umiddelbart virke som lang tid, men de forskellige elementer i træningen gør, at du kommer hele vejen omkring led, muskler og nervesystem på en måde, som du selv kan justere.

Træningskonceptet Dynamic Movement er udviklet på baggrund af mange års undervisningserfaring med holdtræning (indenfor f.eks. gymnastik, aerobic, yoga og grundtræning generelt) samt fysioterapeutisk teoretisk viden om effekten af træning som behandling. Instruktøren har derfor et ret godt billede af og forståelse for, hvordan kroppen er skruet sammen og  fungerer samt hvad, præcis din krop har brug for.

Hold i Stubhuset i Støvring

Onsdage kl. 18.30-19.45 

 

D. 4. maj, 18. maj, 1. juni og 15. juni – 4 gange

Hvis du ikke kan deltage disse tidspunkter, er onlinetræning en mulighed.
Klik her

"I Dynamic Movement bliver alle led og muskler i kroppen brugt. Det er hårdt når det står på, men bagefter gør det at alle led bliver meget mere bevægelige. I min alder, 65, betyder det meget at holde sig i gang og få brugt alle muskler og led så jeg kan holde i mange år. Derudover har det gjort at jeg kan undvære min astma medicin, og det er helt utroligt at mærke hvordan brystkassen “vokser” under træningen. Jeg forstuvede en ankel på et tidspunkt, men træningen gjorde at jeg kunne gå selvom jeg ikke kunne ha´sko på. Vi har alle behov for motion, og der kan jeg kun anbefale DynaMo-træning som det allerbedste. Velvære i hele kroppen!"
Inga Hansen
Pandrup

Praktisk

Mød op i træningstøj (minus sko og strømper) og medbring en måtte (yoga, pilates, liggeunderlag el.lign), et tæppe og evt. vand og et lille håndklæde.

Holdtræningen foregår i lokalet til venstre efter hovedindgangen i Stubhuset, Grangårdsvej i Støvring.

20210715_142410

Pris

500 kr.

NB Du får 20 % rabat på en træningsperiode, hvis du deltog i perioden forinden.

Tilskud
Medlemmer af Sygeforsikringen Danmark kan få dækket 50% af udgiften (dog op til 600 kr./år), hvis træningen vurderes relevant af fysioterapeut.
Hvis du ikke allerede er undersøgt – og ønsker tilskud, kan du booke en tid til undersøgelse forud for holdtræning via onlinebooking.

Tilmelding

Tilmelding via onlinebooking (under events). Hvis du ikke allerede har en profil oprettes denne, hvorefter du tilmelder dig og modtager bekræftelse via mail. Fakturaen sendes til dig i august. Her betales via bankoverførsel eller mobilepay til 31611238, og først herefter er du endeligt sikret en plads.


NB. Hvis du bliver forhindret i at deltage en eller flere af gangene, er du velkommen til at give din plads videre til en anden, som blot oplyser dit navn til træningen.

Flere udtalelser

"I Dynamic Movement arbejdes med kroppen lige fra top til tå, og hele kropsfundamentet bliver styrket. Træningen kan være hård og lidt smertefuld, men jeg har fået bedre balance, større smidighed og meget bedre kontakt med min krop og dens behov. DynaMo træning kan varmt anbefales til alle uanset alder og køn - Man bliver afhængig af det."
Merete Bech
Hune
"Jeg er ret vild med Dynamic Movement, for når jeg træner med Heidi, bliver jeg gjort opmærksom på dele af min krop, som jeg ikke er så flink til selv at få bevæget – fx skuldrene. Og når jeg træner på hold med andre, er det let nok at gøre øvelserne og få masser af udbytte af dem – men det kræver, at der står en instruktør og fortæller mig, hvad det nu er, jeg skal gøre og hvor længe. Jeg er ikke så god til at holde mig selv i gang, så derfor er jeg meget afhængig af god instruktion – og det kan Heidi give! Det kan godt virke lidt skørt at være så vild med Dynamic Movement, for det meste af tiden gør det ondt at lave øvelserne – og det kommer der så en masse grin ud af, og god stemning. Men efter træningen føles kroppen så let som en fjer, alle yderpunkter er blevet rørt og strakt, og kroppen føles stærk og sammenhængende. Jeg synes, at alle skal prøve Dynamic Movement, for jeg er sikker på, at mange tilfælde af fx hovedpine, ondt i ryg og nakke, og forvridninger vil kunne undgås, hvis kroppen jævnligt bliver gennemarbejdet med DynaMo. For DynaMo er træning for hele kroppen, fra de mindste (av!) led i tæerne og til de største muskler omkring lår og bagdel. Alt bliver strakt og bevæget – og man svæver bagefter. Og så er stemningen bare super go´!"
Jytta Eriksen
Kaas